Vilkår/
Her på siden finder I de vilkår, der danner ramme om afholdelse af arrangement på Herthadalen. Vi tror på klare aftaler, gennemsigtighed og ordentlighed – også når det handler om det praktiske. Vilkårene er til for at skabe tryghed for både jer og os, så fokus kan være på det vigtigste: oplevelsen, nærværet og tiden sammen i skoven. Har I spørgsmål undervejs, er vi altid til at tale med.
BEKRÆFTELSE/
Såfremt disse vilkår kan godkendes, bedes I venligst inden 8 dage bekræfte denne aftale i Venjue. Senest 14 dage fra dags dato skal forudbetalingen indbetales på vores konto, da vi ellers kan booke til anden side. Vi tager forbehold for en evt. årlig prisregulering i takt med udviklingen på råvarer og drift – ca. 2–4% pr. år.
“DET MED SMÅT”/
Afbestilling: Antallet af deltagere kan reduceres ved skriftlig henvendelse til Herthadalen senest 8 dage før afholdelse. Aflysning af arrangementet vil faktureres med følgende takster (% af den samlede bestilling).
Annullering fra +6 måneder før datoen for arrangementet betales 25%.
Annullering fra 1-6 måneder før datoen for arrangementet betales 50%.
Annullering fra 0-30 dage før datoen for arrangementet betales 100%.
Skulle Herthadalen blive forhindret i at gennemføre arrangementet, vil I selvfølgelig få hele forudbetalingen retur.
OMBOOKING/
Arrangementet kan ombookes, til en ny dato op til +6 måneder før arrangementet afholdes. Forudbetalingen vil selvfølgelig blive videreført, men der vil blive faktureret et gebyr på kr. 5.000,- som går til at markedsføre og booke det tomme lokale samt administrationen herved. Der kan kun ombookes én gang til dette gebyr, og ellers er det afbestillingsgebyret der træder i kraft. I tilfælde af Force Majeure såsom Covid-situationen, vil der selvfølgelig ikke blive opkrævet et gebyr, kun et ønske om at vi finder en ny dato sammen.
BØRN/
Børn fra 1 til 12 år afregnes med 30 % rabat. Der beregnes ikke kuvertpris for børn fra 0 til 1 år. Der kan aftales særlige børnemenuer, hvis det ønskes.
FORBEHOLD/
Indtil 7 dage før arrangementet tager vi forbehold for leveringsmulighed af den aftalte menu, da vi får mange af vores råvarer fra mindre lokale producenter. Dette er i tilfælde af svigtende tilgang af råvarer, vejrligsproblemer eller uacceptabel kvalitet. Desuden kan der forekomme ændring af vin-årgange. Hvis ikke det aftalte kan leveres vil andet blive tilbudt via andre leverandører/årgange.
ERSTATNING/
Gæsten skal selv dække eventuelle omkostninger ved skade på inventar eller stjålne genstande.
KONFETTI/
Konfetti er festligt – men det er et stort arbejde at rydde op efter, særligt hvis det bliver vådt – og udendørs er dyrene er heller ikke så vilde med det. Derfor er vi nødsaget til at fakturere en pris på kr. 2.500,- hvis der bliver kastet med konfetti. Gældende for hhv. udendørs og indendørs.
EKSTRA TIMER/
Ved forlængelse af et arrangement udover de aftalte timer, afregnes der med kr. 100,- pr. time, pr. person inkl. drikkevarer. Minimum kr. 5.000,- pr. time.
BETALING/
Efter endt arrangement sender vi jer en faktura til betaling på udestående beløb, medmindre andet er aftalt.
DELTAGERANTAL/
Ved et aftalt antal minimums deltagere betales altid for dette antal deltagere medmindre andet er aftalt skriftligt. Antallet af deltagere kan reduceres ved skriftlig meddelelse herom til Herthadalen senest 8 dage før arrangementets afholdelse.
Nyhedsbrev
VEN AF SKOVEN/
Psst… Bliv ven af skoven. Tilmeld vores månedlige nyhedsbrev. Hver måned trækker vi lod iblandt “Skovkøkkenets Venner” om en betalt middag i skoven for 2 personer. Gavekortet har en værdi á kr. 1.000,-